Så er vi landet i Bremerhaven efter 174 begivenhedsrige kilometer på cyklerne. Alle er kommet godt i mål efter dagens etape – og ingen er døde af sult!
Vi frygtede ellers det sidste – jeg skal fortælle jer hvorfor:
100 kilometer inde i dagens tur – som i øvrigt blev kørt i pragtfuldt sommervejr – skulle de 3 grupper med en færge over Elben. Da min gruppe kom til færgestedet, så vi en kilometer lang bilkø. Så er det rart at være på cykel, så man kan blæse forbi køen og snuppe færgen for øjnene af de ventende bilister. Ha, ha.
Grinet stivnede dog lidt, da det gik op for os, at vores egne følgebiler (inkl. Depotvognen og dermed vores frokost!), var fanget i køen og ikke ville nå frem med frokostdepotet! Puha – at skulle springe frokosten over på en 174 kilometer lang cykeltur, det tager både på moralen og på energien. Faktisk var det ikke den bare spøg, for ikke alle havde lommerne fyldt af spiselige sager.
Nu er det sådan, at Dini Tours har en sponsor – Bisca – som har forsynet os med så mange kager og kiks, at vi kan spise os en pukkel til. Faktisk er vi nogen, der allerede har fået kiks og kager nok …
Da den her forsinkelse så skete, var vores crew forudseende nok til, at fylde lommerne med Bisca kiks, på det sidste hold, der kom med færgen (gruppe ”27”). Ca. 30 kilometer efter færgeoverfarten mødtes de 3 hold på en rasteplads. Det kan nok være, hold ”27” var populære da de trak rullerne med Bisca kiks op af lommerne! Stor jubel til dagens cyklende helte.
Der blev delt Bisca kiks ud til alle og således døde vi alligevel ikke af sult. Hold op, hvor sådan en Bisca med nødder og mandler dog smager godt! Og man cykler faktisk ret godt på dem.
Da vi havde delt, hvad vi havde i lommer og flasker, cyklede vi videre. Vores servicebiler var i mellemtiden kommet ud af køen og over Elben. Klokken var blevet mange og egentlig troede jeg, at vi nok hellere måtte cykle frem til hotellet.
Men nej – det var ikke for sent, at lave depot. Så snart depotbilen var fremme hos grupperne, blev depotet hurtigt smidt op på en tysk landevej. Der blev disket op med rugbrød og pålæg og æg og pastasalat. Ganske vist nåede vi ikke at få rødternet dug på bordet – men det var et mega løft til moralen, at Dini Tours, trods forsinkelserne, tog sig tid til at servicere os. Guderne skal vide, vi havde brug for det.
Og hvor var det pragtfuldt at se Kai i mekaniker bilen komme kørende efter os og råbe: ”Vand!” ud af sideruden. Vi følte os rigtig godt passet på 
Det var 60 godt trætte cyklister, der ankom til hotellet kl. 18.30. En lang arbejdsdag på cyklerne var slut.
I morgen venter 3. etape og den er ”kun” 140 kilometer lang.
